Øjeblikket!
Det var dagen før termin, og min kæreste og jeg havde en masse små ting, vi lige skulle ordne hjemme. Bl.a. sad jeg og skrev i scrapbogen, som jeg havde gjort siden den dag vi fandt ud af, at jeg var gravid. Da det var første gang vi ventede os barn, så er alting jo nyt, og jeg havde faktisk slet ikke - trods det at jeg havde fået lidt mavekneb - tænkt den tanke at jeg faktisk gik og havde lidt små veer. Hen ad dagen besøgte vi et par venner - jeg "pustede" lidt, men mente det nok var plukveer! Da vi kørte hjem, var der ca. 5-6 min. imellem, og vi blev enige om, at vi nok hellere måtte holde lidt øje med uret. Der gik 3 timer, og så begyndte de der "mavekneb" at gøre ret ondt og kom lidt hurtigt oveni hinanden. Min kæreste blev nervøs for, om jeg nu alligevel var ved at føde - så han ville gerne ringe til sygehuset. Nej - sagde jeg, vi skal altså have noget at spise først. Så kinesisk take-away blev det til ..... og det gik stærkt, for nu var de der "mavekneb" hurtige efter hinanden. Så lige pludselig gik slimproppen, og  vi ringede til sygehuset, som sagde at jeg lød til at have veer, og vi skulle bare komme derud lige så stille. Vi var hurtigt ude af døren - efterlod alt som det nu stod! Fra ankomst til sygehus gik der kun 1 time, så var vores lille datter født!

Da vi efter 5 dage kom hjem igen og låste os ind ad døren, pressede tårerne sig på og nostalgien og deja vuet varmede mig. Jeg blev simpelthen så rørt over at komme ind i den lille lejlighed - hvor alt stod, som vi havde forladt det. Nu var et helt nyt liv startet for os, en ny epoke - nu var vi 3!! Tallerkenerne stod stadig på spisebordet og take-away poserne på gulvet, scrapbogen lå åben ...... det var her jeg var kommet til, midt i en sætning. Alt stod som var det forladt på 30 sekunder!!

Bedst som min kæreste og jeg var inde og pusle vores lille pige skete det! Min hjælpsomme søster - begyndte at rydde op og var i fuld sving med at tage opvasken!!! Da jeg kom ud og så det, væltede tårerne frem!! Hun fjernede jo det hele nu!!! Alt det, som jeg bare havde lyst til at trykke pause på for at bibeholde øjeblikket. Jeg var utrøstelig - min kæreste gjorde sit bedste for at forklare fornuften i at tage opvasken - men det tog sin tid for mig at indse. Men jeg kom til fornuft efter et stykke tid og efter mange tårer .......og idag er det sat ind som et lille kapitel i scrapbogen, som vi selvfølgelig griner rigtig meget af.

[ Tilbage til toppen ]

Et juleeventyr!
Julen 2007. Jeg var gravid med mit 2. barn. Har i forvejen en søn som på det tidspunkt lige er fyldt to. Jeg havde op til december og hele december igennem spekuleret på, om vi skulle have et juletræ. Min endelige afgørelse faldt på, at det ikke var nødvendigt.

MEN på selve juleaftens dag sidder jeg med min søn og ser div. jule-tv, og pludselig kommer følelserne væltende ned over mig, og jeg er da også en dårlig mor, at jeg ikke en gang kan sørge for et juletræ, og nu bliver det ikke rigtig jul osv. Så mens faren hygger sig videre med sønnen, drager jeg på juletræ-togt. Bor i en lille landsby, hvor jeg ikke havde set nogle skilte med juletræssalg, så jeg kører et par kilometer til næste landsby, hvor jeg heldigvis finder en gård, hvor de sælger juletræer. Uheldigvis er det kun konen, der er hjemme, og hun var lige blevet opereret i hoften, så jeg ryger ned på alle fire med min 7 måneders gravide mave og får savet stammen over på et juletræ.

Udvalget var naturligvis ikke stort sådan i sidste øjeblik, så det var ikke det kønneste træ. Men det var fuldstædig lige meget. Jeg havde fået mit juletræ, og vel hjemme igen gik min søn og jeg i gang med at pynte juletræ, inden turen gik videre til en hyggelig juleaften hjemme hos mine forældre, som kun kunne grine af min lille historie:)

[ Tilbage til toppen ]

En Happy End!
Min mand og jeg havde forsøgt over en længere periode at blive forældre. Da det ikke ville lykkes for os på naturlig vis, kom jeg i hormonbehandling. Jeg svingede totalt i humør. Det ene øjeblik var jeg rigtig glad, og det næste brød jeg sammen i tårer.
Ved 4. forsøg med reagensglasbefrugtning var prøven positiv. Men netop den dag, hvor vi skulle til kontrol og scanning efterfølgende, begyndte jeg at bløde voldsomt. Jeg vidste, at jeg havde mistet det, og jeg blev fuldstændig lamslået og kold. Jeg bad min mand aflyse tiden, da jeg ikke kunne overskue at tage derind. Vi blev dog overtalt til at komme til kontrol alligevel. Det var en lang tur med stilhed og tårer i spandevis. Da jeg kom derop og lægen begyndte at undersøge mig, blev han et øjeblik helt stille og så meget eftertænksom ud. Så kiggede han op på mig og sagde; "JEG KAN SE 2 HJERTER DER BANKER HELT NORMALT!!!"
Jeg stoppede med at trække vejret og da det gik op for mig, hvad der var blevet sagt, trillede tårerne ned af mine kinder. Min mand, som havde været fantastisk stærk, var ligbleg i ansigtet og forstod ikke hvad lægen havde sagt. Jeg var jo begyndt at bløde voldsomt og måtte da havde mistet det, ikke? Hans øjne var blanke og tårerne trillede ned af hans kind, da han så mig ind i øjnene. Det var det dejligste øjeblik, jeg havde oplevet indtil da. Al sorg og savn var med et glemt, og vi kunne se fremad. 
Det viste sig, at en stor blodansamling mellem begge fostre var skyld i den store blødning. JEG VAR NU GRAVID MED TVILLINGER. Turen hjem var ligeledes lang, men fyldt med glæde, tårer og forventning. 

[ Tilbage til toppen ]